KOKON

Jeg sidder her og mærker det ganske tydeligt: det er ikke længere muligt at gå tilbage, heller ikke frem, jeg ønsker ikke at være lukket ned, jeg ønsker ikke at genåbne, jeg vil sove uendeligt og så genfødes! Alt vil være det samme/helt nyt, jeg vil have brogede vinger men ikke på nogen forklaret måde. Min inderside og min yderside vil have byttet plads, men ingen vil opdage det. Vi vil alle mærke den selvfølgelige sammenhæng mellem at være trukket helt sammen og fuldt udfoldet. Ånd ind, svæv. Universet som en uanfægtet blæsebælg. Timing er vigtigt, men forvandlingen sker ikke endnu, det er jeg vis på. Og indtil da må vi bære vægten af det ukoordinerede, væren, venten, fase, modfase. Barnet får konstateret astma og skal pludselig til at bruge inhalator, det virker forkert, han burde opleve luften i sin krop som en selvfølge! Jeg opdager en levende sommerfugl i mit værelse, det er ellers vinter. Jeg troede, det var et vissent blad og ville fjerne den, da den pludselig bevægede vingerne. Oplevelsen fylder mig med skræk. At noget kan være så fint, så skrøbeligt og så langt udenfor sin comfort zone. Jeg bringer vand, åbner vinduet, så den kan flyve ud, overvejer at dryppe nektar på den. Men jeg lader være, for jeg ved det godt: den kan ikke leve, hverken ude eller inde. ’Sommerfugle har et kort liv’, forklarede min elskede mig, da jeg en morgen finder den død på gulvet. Burde jeg have plejet den bedre? Jeg lader den ligge, nænner ikke at flytte på skønheden. Imens har jeg umærkeligt spundet mig selv halvvejs ind, det er ikke helt klart, om jeg stadig er et menneske med fletning, det har snart heller ingen betydning længere.