Om at undervise

Jeg har undervist, siden jeg var sytten. Startede med at give timer i KLAVER, siden kom FLAMENCO til. Allersenest er det også blevet til YOGA. Desuden har jeg undervist på HØJSKOLE og holdt FOREDRAG. Undervisning er noget, der altid har fulgt mig. Alligevel skifter arbejdet karakter og form hele tiden. Jeg vil gerne lære fra mig, men har med tiden selv lært nye ting. Blandt andet vigtigheden af at trække sig, at skabe plads og holde rummet for eleven, som så jo selv skal gøre arbejdet og erfaringerne. At undervise er at jonglere med energi, at skabe en bølge og holde den kørende. At stå af og lade andre fortsætte. At give fra sig og lytte efter det, der kommer igen.

 

Eleverne siger

 

“Jeg har gået på Julies begynder/letøvede og nu letøvede hold i flamenco dans igennem 4 år. Jeg vælger Julies hold, fordi hun skaber et åbent, rart og trygt rum, hvor verden på den ene side er lukket ude og på den anden side altid er nærværende med fortællinger, der deles på kryds og tværs. Hun kender elevernes navne fra dag 1 og man bliver altid mødt med et smil og et: Velkommen! Julie viser imødekommenhed overfor alle, uanset dagsform og har altid et kærligt ord eller et kram tilovers, hvis der skulle være lidt grus i maskineriet. Julies mangeårige erfaring som danser og musiker skinner igennem al undervisning. Hun er et kreativt menneske, der hver sæson skaber en ny koreografi til de forskellige flamenco stilarter. Det er altid spændende, jeg lærer altid noget nyt. Det er meget inspirerende med en underviser, der er så udtryksfuld en danser. Så får man lyst til selv at blive dygtig. Jeg bliver smittet af Julies kærlighed til flamenco dansen, hun synger og tæller og lægger derved lydspor ud, der understøtter indlæringen. Julie er også en underviser, der stiller krav til sine elever om at fokusere og at gøre sig umage. Hun skubber til vores mod ved at opfordre os til at se os selv, publikum og verden i øjnene, så vi altid efter en afslutning er løftet et nyt sted hen. Hun er også en underviser, der viser sin glæde og stolthed over at være med til at flytte eleverne fra usikker til mestring.”

— Hanne Sylvest Lassen, flamencoelev hos Julie

“Julie fører en med fast hånd og løfter så en op med lethed. Hendes undervisningsstil er klar og krævende, men som underviser er hun også gavmild og mild. Hun er meget opmærksom på andre og en god menneskekender, hvilket betyder at hun møder hver og en i øjenhøjde og tager højde for deres behov og sensibilitet. Hun udfordrer sine dansere og tager dem altid et skridt videre, så de udfolder deres potentiale til fulde. Hendes timer er ren poesi for mig.”

— Ana Stanićević, flamencoelev hos Julie