Sådan begyndte verden

Det var en kolossal opgave at illustrere Marens videnskabelige skabelsesberetning! Jeg blev begejstret men også grebet af ydmyghed overfor dette kæmpestore projekt. Marens tekst handler om ALTING! Ufattelige tidsspænd, ufattelige afstande, ufattelige begreber (hvordan kan noget opstå ud af intet?) og frem- og tilbagezoom mellem det kæmpestore perspektiv og det mikroskopiske atom- og celleplan. Det største og det mindste. Jeg så det som min opgave at lave en dør mellem den verden Marens tekst åbner op ind til, altså videnskaben, og så de dele af menneskelivet som tit ses i kontrast hertil, nemlig den associative og fantaserende måde hele livet opleves og forstås inde i barnet. Billederne er min måde at opleve, fordøje og forstå historien om livets opståen. Sådan bliver billedsiden en meget ’personlig’ og menneskelig fortolkning af alle de videnskabelige facts teksten præsenterer. Jeg ser vores bog som en fortælling, der bygger bro fra videnskaben til fantasien og forhåbentlig vækker nysgerrighed overfor den helt utrolige verden, vi lever i. Jeg har prøvet at stoppe så meget at verden ind i bogen som muligt. Rent praktisk har jeg anvendt blandede teknikker, tegning, akvarel, pressede blomster, fjer, collage. Jeg arbejdede med kontraster mellem letgenkendelige elementer, dyr, blomster, fodbolde, slik og mad på den ene side og ubestemmelige, gådefulde ting, celler, stjernetåger på den anden. Jeg ville ikke fastlåse det visuelle udtryk, prøvede med billederne at undgå at ’forklare’ noget, i stedet ville jeg ÅBNE verden for læseren!

Copyright på tekst til Maren Weischer og Forlaget Carlsen - og på illustrationer til Julie Andkjær Olsen og Forlaget Carlsen.

Anmeldelser

 

“Det er lidt af et kunststykke at kunne favne bevægelsen og udviklingen fra Big Bang og frem til menneskehedens historie fortalt for børn og oven i købet med en naturvidenskabelig funderet opdatering af den nyeste viden inden for området. Det lykkes med bravur for Maren Weischer, læge og kræftforsker, som tekstforfatter, og Julie Andkjær Olsen, illustrator, pianist og flamencodanserinde, som navigerende illustrator i billedbogen Sådan begyndte verden … Julie Andkjær Olsen forlænger fakta med et musikalsk væld af indfald på billedsiden, hvor legende, dansende og glidende former og figurer danner farvemættede og smukt komponerede collager, mønstre og billedkæder som en slags visuel dna, der knytter fantasi og konkrete ting og fænomener sammen med den videnskabelige diskurs.”

— Information, 9. november 2012, Henning Mørch Sørensen

“Sådan begyndte verden griber (…) fat i et af de helt store temaer. Den gør det i et billedsprog, som er både levende, finurligt og afvekslende… På billedsiden er der også stof til mange timers læsning… Jeg vil anbefale Sådan begyndte verden til videbegærlige børn med en vis rutine i at aflæse sprudlende og skæve illustrationer…”

— Pædagogen.dk, 27. januar 2013, Bjarne W. Andresen

 

“Det fascinerende og mærkværdige bliver indfanget og fremhævet af Julie Andkjær Olsens fremragende illustrationer, der bidrager med poesi og kraft til fortællingen og altings begyndelse.”

— Morgenavisen Jyllandsposten, 8. september 2012, Steffen Larsen