Hængende haver

En teaterkoncert fra da musikken blev ny, 2010, Københavns musikteater

En ung mand træder ind i en aflukket, frodig have. En hvid kvindekrop skimtes gennem bladhang, fontæner og vildtvoksende blomsterbede.  Er det drøm eller virkelighed? En historie om erotisk opvågnen, der løber af sporet.Med denne forestilling forsøger vi at sprænge rammerne for, hvad liedgenren hidtil har stået for. Ved at blande levende musik, elektroniske lydbilleder, dans, sang og tale fører vi publikum på en opdagelsesrejse ind i en ny fortolkning af en af vestlig musikhistories mest banebrydende øjeblikke. Som Schönberg gjorde op med traditionelle opfattelser af hvad musikken var, så skabes hér et radikalt univers, der forsøger at gøre den nye, gamle musik levende.

De hængende haver i Babylon var et paradisisk, frodigt og fremmedartet sted, nu forvitret og visnet bort. Den tyske digter Stefan George valgte dette sagnomspundne sted som udgangspunkt for sine digte. Det er fortællingen om en ung mand, der oplever en voldsom, umulig erotisk besættelse. De hængende haver transformeres til et indre landskab, et sindsbillede med alle dets afkroge og blindgyder og med drifterne som selve gro-kraften, der vokser udover alt og sprænger rammerne. Georges have er ukontrollerbar og subtropisk, drifterne raser umætteligt i drivhusvarmen, jo mindre vi ved og hører om kærlighedsobjektet, jo mere forvokset og klaustrofobisk virker den unge mands besættelse. Da han endelig erkender sit kærlighedstab rykker efteråret ind, blomsterne visner, alting rådner og tilbage er kun den dybt desorienterede, forstyrrede unge mand, ubeskyttet og usikker, snublende i de rådne blade. Alene i den overskyede, lumre nat. 

Georges højspændte, til vanvid grænsende lidenskabelige tekstunivers tiltalte komponisten Arnold Schönberg. Med en fod i senromantikken var han i 1908 parat til at søge nye veje; den klassiske funktionsharmonik føltes udslidt og tam, og med ”das Buch der hängenden Gärten” tog han for første gang skridtet ind i den atonale musik og det, der senere skulle udvikle sig til tolvtoneteknikken. Men på trods af alle de nye kompositionsidealer og Schönbergs eget manifest om ”ikke at søge skønheden, men sandheden” er ”das Buch der hängenden Gärten” usandsynligt smuk musik, højstemt sanselig, ekspressiv og kongenialt meddigtende; til Georges ordranker føjes Schönbergs vildtvoksende klanghaver, hvor hvert vindpust fortæller om fremmede verdner.

I forestillingen satte vi Schönbergs musik op overfor musik af den tjekkiske komponist Leos Janacek. ”Im Nebel” (I tågen) er en klaversuite i fire satser, der i følelsesstyrke og radikalitet ikke lader Schönberg noget efter. Fra det nærmest sentimentalt smukke styrter musikken sig ud i vanvittige raserianfald eller stopper stammende op og glemmer alt andet for en lille stump af et tema, der gentages i en uendelighed i håbet om at den må give mening til sidst. Nogle gange damper musikken mystisk og lokkende som mosekonens bryg, og andre gange er tågen som i et mareridt hvor alle dine værste drømme bliver virkelighed. En heftig rejse ned i underbevidstheden.

Anmeldelser