Fra mit mørke

Et eller andet sted i mørket døde det gamle år. Ingen gik ud for at lede. Fra dette samme mørke, fra hver vores mørke sender vi samme bøn: Lad os begynde og ende, begynde og ende, uforstyrret af elektrisk lys, hjemmeskoling, økonomiske bekymringer, algoritmer! Eller human kapital, marsmissioner, fremadrettethed, per aspera ad astra, huset vånder sig allerede ved tanken. Mit behov for at blive ladt i fred er tilsyneladende bundløst, måneder, eftermiddage, lockdowns, juleferier forsvinder ned i hullet,  jeg mærker det knap. Og det får mig til at tænke, at det aldrig var meningen, at vi skulle noget. Jeg ved ikke, hvad formålet er med mennesket, evolution er så bedrøveligt, det forekommer mig emsigt og stundesløst, jeg vil ikke være stærk, jeg vil ikke være svag, jeg vil bare være i fred. Måske kunne nogle af os blive i mørket og udføre vore egne cirklende ritualer med vore egne kræfter. Barnet er mørkeræd, men har i øvrigt en sund skepsis overfor udefra kommende strukturer, han vil selv, han vil ikke roses, ikke gøre noget for andres skyld, ikke vikles ind i hele det spil. Fra et tredje sted opfordres jeg usentimentalt til at begrave min egen aske, en handling der virkelig giver mening, overraskende nok. Og sådan liggende under mit eget pæretræ kan jeg ønske alle en slutning, en begyndelse, en umulig overgang, der alligevel sker, helt umærkeligt her i mørket…