Sne mellem dagene

Jeg savner ikke sneen. Jeg er Mor Hulda, og når jeg ryster mine dyner, falder tankerne til ro, hvide og kølige, endelig kommer stilheden til syne. Julen er et ønske om at stoppe tiden, end ikke tusind englekor kan ændre på det. Og lige da jeg havde skrevet dette, begyndte det at sne. Julefreden glitrer, glaskugler svæver, små våde fnug falder foran gadelamperne, sammen danner de et solsystem med mig som det absolutte centrum. Jeg er sunket så langt ned i sofaen, at det undrer mig, at den ikke opsluger mig. Men selv ikke hernede kan jeg gemme mig for virkeligheden. Barnet hoster lidt mere end sædvanligt, og vi måtte igen forbi de hvide telte ude ved Lufthavnen. Engang vil der blive fortalt eventyr om de telte, om vogtere og hjælpere og pinde med snefnug for enden, om hvordan man må gå igennem disse porte for at møde sin skæbne, uundgåeligt, enten forgyldt eller smurt ind i beg. Det er de snehvide rammer, der gør det. Alt er tilsyneladende så rent, du må male din historie ind i det ubeskrevne. For denne gang går vi fri, familen går i hi, vi hører knap blæsten, bjørneungen i midten, helt varm, svagt hostende. Først her føler jeg mig lykkelig. Sådan er søvnen, et fint lag sne mellem dagene.