Ude & Hjemme

’Ånd ud og send bevidstheden nedad’ siger den smilende yogalærer på skærmen. Jeg gør, som der bliver sagt, en smule overrasket over, at hun så naturligt beder om den slags. For hun mener ikke nedad mod fødderne, nej, tanken/opmærksomheden skal ned i det underjordiske rodnet, som hun antager, at jeg har adgang til. Og det har jeg også. Jeg er sendt hjem, øen er min, pæretræet står surt og sort, uden blade, vi rokker os ikke, vi må heller ikke. De første dage sejlede landskabet stadig, store cirklende efterdønninger af cykelture, optræden, undervisning. Men nu er jeg gået i frø og kan frit tilgå rødderne. Jeg ser dem, som skelettet i en anden dimension, rødderne tegner bevægelser, som jeg ikke kan overskue, dele af mig bliver tungere og trægere, mens andre går i selvsving, ABSOLUTE INSOMNIA. Jeg kommer op fra hullerne, træt og broget. Og må gentage: Home is where the colours are! Eller: Hjem er under mig. Og det er absolut ikke noget trygt sted. Langt de fleste ulykker sker i hjemmet. Og endnu andre ting, både ulykker og mirakler, er allerede sket og er aflejret i kridtlag, i muskelvæv, i endnu udrømte drømme. Indrammet af kirkegårde ligger vores hus, regnvådt og godt. I kælderen er et stort, rundt hul i gulvet, der forbinder os til grundvandet, nej, til Ellekongen, til hele den fællesmængde af levende og døde, der sender rødderne opad og kronen direkte mod jordens kerne. Og her sidder vi, der ikke kender forskel på rødder og grene længere. Kan man blomstre nedad? Mine ambitioner om at findes i verden tørner sammen med virkeligheden, jorden ryster i et tektonisk grineflip, barnet står i køkkenet og leger med en plastic-legetøjsvulkan, natron og eddike skaber skummende udbrud, vi flyder over, al den lava, alle de rødder…