TORSDAG MED VINGER
I går hørte jeg pludselig en gurglende lyd udefra. ’Det er bare måger’, sagde min elskede uinteresseret, jeg sprang ud på terrassen og så dem: tredive langhalsede traner, der cirklede rundt og rundt om huset, før de til sidst fløj videre. Bevægelsen skabte ringe i luften, de forplantede sig i alle retninger, Tesla’erne på vejen vibrerede, mælken skilte i kaffekopperne, husene begyndte at summe og synge. Og jeg vidste det: Netop i det øjeblik besluttede min del af verden sig for at smelte.
’Den eneste virkelighed du har adgang til, er nu’et’ siger en klog yogalærer gennem skærmen, fortid og fremtid har ingen indgange. Og jeg tror, hun har ret. Men hvad gør jeg, når nu’et opfører sig mærkeligt, uvirkeligt? Næsten flydende? Marts er for tydelig, det regner ikke, det varsler ilde. Vi bor i en drøm, sand fra Sahara dækker vores ruder, solen skinner altid, selv om natten. Alt bliver klart, da jeg senere cykler gennem den halvmørke by på vej mod min yogaklasse i Svanemøllen. Præcis klokken seks letter alle de sorte fugle op over Volden, skrigende og flaksende, dansende prikker for øjnene, før de fortsætter mod Sverige og andre paralleluniverser. Samtidig letter alle tårne i byen, irgrønne, de skyder opad og springer ud, saftspændte, tårnenes klokker markerer overgangen til drømmen. Det er min by, der er blevet gennemsigtig, køligt blågrøn og svagt bævrende. Gaderne flyder over af klang.
Også menneskene forvandles, de bliver længere og smukkere, blikket fordybes og følelseslivet forekommer pludselig mere intenst vedkommende; her i skumringen er alle hovedpersoner i en Netflix-serie. Jeg tænker: Er jeg den eneste i dette univers, der har mad i maven og ondt i ryggen, den eneste, der ikke er WUNDERSCHÖN? Og gør det noget? Folk er på flugt, polerne smelter, i mørkningen opleves katastrofen som smuk, som endegyldig. Mine yogaelever folder sig sammen om sig selv, de lukker øjnene, trækker vejret og glemmer alt om mig, hermed er målet nået, det eneste tilbage for mig at gøre er at skrue ned for varmeapparaterne og slukke lyset, inden jeg går.
Jeg cykler hjem, luften har sat sig, som en vellykket kagecreme. Rosenborg er landfast igen. Kongens Have står i mørk gelé. Hele København er under ombygning, måske er de ved at forstærke byens konturer, dens rodnet, mod kommende nu’ers omstødende kraft. Hjemmeværnet hælder husblas i kloakkerne og bygger diger af marengs omkring Nationalbanken og Magasin; der er så meget jeg ikke ser, som jeg cykler ad Sølvgade med tunge ben. På dette tidspunkt speeder bilisterne op. Måske fordi det er umuligt at støde ind i noget, du ikke kan se. Cyklisterne cirkler rundt midt på gaden med grå hættetrøjer som skyklapper omkring kinderne, de taler højrøstet i telefon om de mest intime ting. Jeg ser syv mulige sammenstød på syv minutter, men det er kun, fordi jeg endnu ikke har overgivet mig til natten. I virkeligheden skal vi støde sammen, nej, vi skal køre udover kanten, det er meningen. Vejene er fulde af billardkugler, der triller rundt i mørket, hver bevægelse er privat og hemmelig. En indånding, der ikke stopper. Hjemme igen har barnet høj feber, jeg lægger mig ind til ham og falder i søvn. Drømmen stopper ikke her…
’Åh nej, verden slår revner’, siger barnet her til morgen, stadig febril, han peger begejstret på en sprække i asfalten. Han forklarer mig, at de fleste i klassen helst ville være stærke, hvis de kunne vælge, men at eventyrdrengene foretrækker at flyve. Ja, selvfølgelig, tænker jeg. I skæret fra nu’et er vinger den naturligste eller ligefrem den eneste mulige forlængelse af torsdagen.