FRODIGHED OG SAMMENBRUD

Blæst, træthed og alt for mange roser. ’Vores hus ser ud som om det er inficeret af blomster’, siger barnet. Først pæreblomster, der vælter ned over taget, så en hær af klematis, der marcherer op ad verandaen og nu højsommeren, der omfavner mig med let klistrede blade. Barnet tegner en by, hvor husene er holdt sammen af klæde, alt er itu, det lodrette kæntrer, tårnene slynger sig om hinanden med læderbånd om maven, fanget i faldet. Himmellegemerne hænger i snore, dag i den ene side, nat i den anden. ’Det er en verden for fortabte dukker og drømme’, forklarer han. Jeg drømmer to nætter i træk om et maleri med kun to tomme felter. Kun to træk tilbage, spillet er ovre. Jeg ved allerede, at det ene felt skal være blåt, det andet hvidt. Blæsten ridser mine drømme, jeg husker ikke mere. Om morgenen hejser jeg omhyggeligt solen ned på himlen, man kan se den blå himmel gennem den. Juli er tung af vished. En død, sort hankat ved indkørslen til Rialtovej, smuk, lidt blod og fluer, elendighed i Fields, lige præcis sådan er det. Hvordan forsvarer vi os mod overfloden, mod fortabelsen? Med våben, med grensaks og rive? Året ruller mod sin fuldbyrdelse, ønskernes mål er enden. Barnet og hans legekammerater løber ind og ud af mit hoved. Frodigheden fortrænger mig. Min rygsøjle blandt stokroserne, så strunkt de står i år!

 (I ly af solhvervet mødes oprørerne og baner vejen for det store sammenbrud, blankt papir, bare grene, mørke… )