DÅB UDEN GUDDOM
Vejen ned til cykelstranden er muligvis en indvielse til et højere bevidsthedsniveau. Der er så mange prøvelser undervejs, så mange ting, der stikker og gør modstand. Og en anden ting: det er måske det eneste sted i Danmark, hvor du ikke kan købe en Kæmpelæske, du kan ikke bruge penge her! Det føles, som om havet vil være helt sikker på, at du er klar, at du har sluppet kontrollen. Som om havet holder optagelsesprøve og kun vælger nogle få egnede. Eller er det et omhyggeligt iscenesat teaterstykke med scenebilleder, kontraster, drama og forløsning?
Lige når du drejer fra, ned ad stien mod stranden, mærker du det. Overalt er vejen gennembrudt af rødder, en forhindringsbane af kogler og nåle, dækkene hopper og skrider, du griber hårdere fat om styret, med øjnene limet til jorden. Men omkring dig er skoven også forandret, træerne flygter ind over land, små og krogede, stoppet i væksten. Til sidst må du stille cyklen fra dig, nu går du på brungråt, støvet sand med stikkende nåle, tre hundrede guldsmede flyver rundt og rundt og ind i hovedet på dig, hurtigt og planløst. Så kommer porten til stranden: To træstammer ligner søjler, du kan gå igennem, hvis du altså tør. Trækronerne mangler, i stedet stritter to paraplyer af grene vandret ud over dig. Klitterne er tårnhøje, og sandet brænder, ’TROLDESTRAND’ tænker du forpustet, men så kan du se havet, og alt er tilgivet. Der er stadig problemer at overvinde, bælter af store sten du må forcere, og endelig, på vej ud i vandet, en masse småsten, der gør ondt i fødderne, du hopper rundt, vakler. Og så pludselig er der sandbund og lavt, lunt vand. Havet fortæller dig, at du er ventet. Du er fremme.
Du ser folk, der ikke er så påvirkede af situationen. En familiefar går rundt i strandkanten og snakker business i sin mobiltelefon, mens hans børn prøver at drukne hinanden og moren tysser på dem, alt sammen kun i leg, som et spil. Men for dig er havet alvor, du nærmer dig rituelt, en bølge frem og træk dig så tilbage, vi bukker. Og vugger.
Nå du er alene, virker stranden anderledes, eller du virker anderledes. Du leder efter den perfekte klit og finder en død krage i stedet. En køligt grønlig citronsommerfugl sætter sig på en varmt gul solblomst. Mødet mellem farverne giver dig et chok. Horisonten forsvinder i blegrosa og turkis, du tror, du letter. Din telefon kan ikke finde forbindelse og fortæller dig pludselig, at du er i Sverige. Kan det blive mere tydeligt, at stranden, nej, at havet er en portal? Det er uklart, hvor åbningen fører hen, solen skinner, alt er MODLYS. I bliver i overgangen, til I har prikker for øjnene og cykler så hjem, ikke meget klogere.
Jeg læser om ’vandtilvænning’, noget med at overkomme vandskræk og øve sig i at få hovedet under vand. Men det burde ikke være noget, man gik til om lørdagen i en svømmehal, klorvand er alt for prosaisk og giver desuden eksem. Langt hellere skulle det være en videregående uddannelse, som man kunne studere på universitet, konservatoriet eller allerhelst stranden. Det kunne også hedde ’dåb uden guddom’.