BLOTTELSE

Det første der møder mig i Køge er en lysende, bar røv. En kvinde har sat sig på hug for at tisse inde i en indhegning til et vejtræ. Hvid hud mod den gråsorte jord. Hun snubler ud på fliserne med sin klirrende Faktapose og humper hen til en bænk i solen. Forvirret går jeg videre, har endnu ikke vænnet mig til foråret og den blottelse, den kræver af os. Fra toget mod Faxelade Plads ser jeg ud på markerne, nærmest chokeret over træernes og jordens farveløshed, skræmt af den kraft der ligger i det. Træernes kroner er tættere nu, blege og angrebslystne, de trækker blikket til sig. Jeg forstår pludselig truslen: fra det gråligbrune, fra det udtværede, fra den ubestemmelige, fedtede jord skal jeg vente mig det bedste og det værste. Min gode ven ligger på hospitalet et sted i Tyskland, i isolation på hvide lagner, og imens går jeg videre, med barnet i skole, ned af Kastrupvej og tilbage igen, i Netto, op til Amagerbrogade, over Knippelbro, på Volden, selv ad gågaden i Køge, til jeg har slidt fliserne op og går på den bare jord. Jeg trækker jorden med mig under støvlerne, op ad trapperne, ind i stuen. Livet ligger i denne besværgelse. Knopperne ligger bag mine øjne, fåmælte, utålmodige, grenene borer sig gennem mig, skyder fra fingre og tæer, mens jeg går og går. Foran mig løber barnet afsted mod den aldrig svigtende sol, hele søndagen tilbringer han i mudderet på Amager Fælled, med sine fæller, sletteelverne, de har latexsværd og kampråb, VI VIL JORDEN! Og jeg vil ikke aldrig mere vove at vende ryggen til et uudsprunget træ, jeg vil kende min skæbne, jeg vil vide hvornår eksplosionen indtræffer. Klogere og mere desperate mennesker trækker simpelthen bukserne ned og sætter sig og tisser på rødderne, de bliver spist først, de drømmer: Lad mig blive en del af det store kredsløb…