HVIDE SKYGGER (cyanotopi)

Jeg vågnede en morgen i porcelæn, det blå lys kastede hvide skygger. Det var tegnet, det var nu. Vi løb, gennemlyste, ud og ind, og forsøgte at fange græsstrå mellem glasplader. Ingen skyer på papiret, kun salt. Transparente blomsterblade, våde hænder, løb i forvejen, må vinden aldrig få dig! Så præcist har lyset aldrig været før, aldrig før var jeg så porcelæn! Blå sol, led foråret gennem mine årer, lad det sætte aftryk overalt! Skyggen elsker lyset, lad os fæstne dem begge, så de kan strømme frit…