INGEN SJÆLES AFTEN
Oktober løber ud, våd og tavs. Jeg rejser i tog i mørke og bløder meget. Mit udtryksbehov bringer mig til Falster, til Esbjerg, til Espergærde. Jeg søger noget ubestemt og finder noget ubestemt, fx støj, uforståelig glæde, lukkede ansigter, kaffetørst, overmætning. Alligevel er jeg sært uforløst. For nogle uger siden fik jeg skyllet ørerne hos lægen, dog uden held, jeg hører stadig for meget. Mit lille blodspor gør ingen forskel, men strømmen stopper ikke af den grund.
To hovedløse riddere står på toget i Køge Nord. Under armen bærer de hvert sit græskar, nej, de flytter store kister fra perron til perron, i en uendelig bevægelse, løbende, svedende. Gespensterne ved det: din bagage er det dyrebareste du har, plastickasser med håb, kostumer og elektronik. Transport er en skærsild, et gabende mellemrum af tænder, mørke, kvalme og kaffe. I jungiansk psykologi siges det, at vi er særligt sårbare overfor sjæletab midt i livet. Det er mere skræmmende end tusind klaprende skeletter og langt mere almindeligt. Jeg kigger mig tilbage over skulderen, midaldrende, som jeg er. En ven mistede sin sjæl i toget mod Malmø, ingen af de efterfølgende samtaler med skånske togkontorer har båret frugt, det er usikkert, om forsikringen dækker tabet. Og blodet løber stadig.
I sorgen kan du lede efter det tabte. Det er ikke de døde, jeg tænker på, men snarere det, jeg ikke kan finde, min taske, mit formål. I går, da jeg øvede på Mahlers Kindertotenlieder, dansede mit barn en koncentreret dans med sin le, kun iført underbukser. Halloween er et kommercielt fænomen, der bringer os tættere på os selv, og barnet med leen er et moderne ikon. Han høster sjæle, som han spiller Ipad, selvfølgeligt og tilfredst, på hans underbukser står der HAWAII. I aften vil jeg læse op fra listen over ting, jeg mistede i år, det bliver et stille ritual: klarsyn, indtægter, endnu et år… Listen koster mig besvær, fordi tabene sker så langsomt og umærkeligt, mine sorte dansesko mørnes, min dømmekraft også, man kunne også bare kalde det forandring.
I et tog, på vej mod Samsø, stirrer jeg ud på det blegnende græs, over heden står en grå em af hjemløse sjæle. I morgenlyset udviskes de, små pytter af blod bliver tilbage, det spor må jeg følge, himlen er grøn, nej, lilla, nej, brun, endelig størknet.