SKAKNAT

Den nat kunne jeg ikke sove. Jorden var for rund, for selvtilstrækkelig, og alt med den, knopper, trampoliner, måner, øjenæbler, intet ville ligge stille, så svangert, afrundet, sengens konturer forsvandt, og jeg trillede ud på gulvet og ned ad trapperne. Selv stuen var rund og lyste grønligt. Jeg kurede langs væggene ud ad døren og ned i nattehaven. Kunstgræsset susede, dunkelt og turkist. Træerne stod afventende, hver gren var besat med radikale perler, hver knop rummede et ventende øje. Trampolinen var forandret, fremmed, den ville ikke længere hjælpe dig med at stige op, nu lå den i veer og spejlede himlen, den udspændte hud dækkede over en ny og bedre måne. Over mig var himlen skakternet, røgblå skyer på sort gulv, månen som den eneste brik i spillet. Hun skred frem over brættet, klædt som brud, for at blive kåret til dronning, når hun nåede horisonten. For hvert træk blev jeg fanget længere ind i spillet, til sidst strakte jeg uforsigtigt mine grene frem for bedre at se, og så skete det: Jeg hang fast i månens slør og kunne ikke rive mig løs. Sammen med andet nataktivt materiale blev jeg trukket afsted, henover haver, stakitter, hække, landeveje, hele natten igennem, efterhånden temmelig forslået. Sløret slæbte afsted over jorden og efterlod floddale og bjergkæder på sin vej. Hver gang månen lo, opstod et krater hernede, hendes visioner dannede atmosfæren, en kuppel af lysende, uforståelige påfund. Efter mange timer, standsede hun og så ned på sit rov. Vi lå roligt i nettet, lydige, vi kunne andet. For vi var sankede i månens natskraldebil, og det man sanker må man tage, det har jeg hørt. Det forstod vi, pjuskede ræve, rotter og møl, småsten og storskrald, alt det søvnløse. Månen smilede tilfreds og satte os ind i sit glansbilledalbum. Hun kiggede sin samling igennem og lukkede bogen, lige da solen stod op over haverne.