FREMKALDELSE

 ’TIDEN STÅR IKKE STILLE’ advarer et skilt på en fotoforretning et godt stykke ude af Backersvej. En meter længere henne lyder det: ’DU SER STADIG GODT UD!’ Sikke nogle udsagn, først det nådesløse og så det sarkastiske, jeg ved ikke, om jeg vil have mine fotografier fremkaldt dér. Men fremkaldt bliver jeg, om jeg vil det eller ej. Selvom skiltene hænger der hele året, opleves de nu som en suveræn manifestation af forårets magt. Du glemte din overflade, du troede, du var færdig med den slags, men martssolen er pisseligeglad, den belyser dig, indtil du indrømmer ALT, en stærk lyskegle i ansigtet på en stakkel i krydsforhør. Du indrømmer en masse, du ikke vidste var sandt: du vil trippe rundt i turkise sko med ankelrem, du vil blive væk i magnolier, du vil pakke familien ned i en blomstret kuffert og rejse til Utopia eller måske bare Tyskland. Solen griner smørret, det lykkedes, ja, det lykkes hvert år. Pludselig er gaden fuld af gennemsigtige, midaldrende mennesker, der vakler rundt et sted mellem anden nedlukning og tredje, fjerde, femte ungdom, de misser mod himlen og drikker alt for meget kaffe. Men solen er ikke færdig med sit illusionsnummer, den lokker vintergækker op mellem plasticposer, mundbind og engangskopper i parkens bede, den lokker folk med øller ud på de frosne bænke før klokken otte om morgenen, den kalder børnehavebørn med gule refleksveste ud på tur, et kuld kyllinger med pædagoger på Kastrupvej. Morgenen udvider sig til alle sider, og du udviskes i samme bevægelse. Endelig rammer et majestætisk fugletræk dig lige i hjertet, en pilespids af kridhvid tankeløshed, retning, bare retning, lyden af sammenstødet drukner i morgentrafikken. Dødeligt gennemlyst vender du hjem og åbner alle vinduer, fra nu af vil du bevæge dig i sikkerhed bag foråret, som en skygge, en kontur eller måske et støvkorn på linsen. Fremelsket af lyset vokser mængden af støv, foråret tonser forud ind i fremtiden, er allerede nået til en gang i næste uge...