STÅL vs. TÅGE

Husene ser helt milde ud i tågen. Christiansborg er ikke længere en magtmanifestation men en lysende gullig luftspejling, tårnene drømmer. Ingenting synes sort eller hvidt, til gengæld findes alt indimellem, så mange nuancer og udtoninger, jeg ved ikke længere, om jeg er lilla, resigneret eller rasende. Himlen er rosa, nej, grå, blå, brun. Jeg husker pludselig, at jeg engang hadede pastelfarver og jordfarver, de var uforenelige med min identitet, eller snarere med det liv, jeg befandt mig i. Al den blidhed og uskyld gav mig myrekryb. Det beherskede, afdæmpede. Eller den store opløsning, rustrød, hjælp! Jeg ville sidde helt stille og være utroligt klar i udtrykket, bevæbnet med farver, kamufleret i store, vilde mønstre, selvlysende/samfundsnedbrydende. Lige præcis i dag optager det mig, hvordan jeg kombinerer min længsel efter revolution med mit ønske om at ruste. Jeg er træt af konfrontationer, magtkampe og juleshopping. Lad kapitalismen forsvinde i disen, lad egoerne brænde op på lysets kyst! Hvis vi er heldige, vil vi blive hængende, glødende blade i lysende lilla, vi vil møde os selv i den brændende busk. Det bliver godt. Farverne er væk nu, måske fordi det er aften, måske fordi min cykel efterhånden har gravet dybe spor i asfalten, de samme mønstre igen og igen, til jeg til sidst kan køre i underjordiske tunneller, glemme stederne, kun huske bevægelsen. Årstiderne vil ikke slippe hinanden. Det sidste jeg ser, inden mørket tager over, er et birketræ med gule blade på rustne grene og hele stammen viklet ind i lyskæder. Modsatrettede viljer, jeg fortsætter. Vandreren kører durk gennem tågehavet, natteblind og med cykelkurven fuld af svært nedbrydelig bagage. 

PS. Stålet ruster og forvitrer i mødet med tågen, alligevel ender kampen uafgjort.