Traumgekrönt

’Livet er grusomt’, sagde barnet, da han blev vækket fredag morgen. Min egen krop bar spor af Beethoven fra aftenen før, et psykologisk/impressionistisk drama endnu syngende i vævet, jeg var helt rystet, klokken var seks om morgenen, og jeg var på vej til Køge, og sådan eksisterer vores virkeligheder ved siden af og oveni hinanden, fredag morgen var bare et tilfældigt eksempel, men jeg må give barnet og Beethoven ret, og jeg forstår deres fryd ved stejle udsagn. Turen til skolen er også en scene, hver trafikant sin virkelighed, sit tempo, vi er tvunget til både at agere og observere, alt foregår lynhurtigt, naturligt og skæbnesvangert, tæppefald. På begge sider af vejen lurer kirkegården, et andet perspektiv, cypresserne hvisker ad os, træerne drysser ophør på cykelstien. Stenhuggeriet, der ligger på vejen, udstiller moderne og tidløse gravsten, nydeligt anbragt i grus. Som noget nyt deler de nu hus med en spillecafé; mørkklædte, tavse mænd står i kø for at komme ind, når caféen åbner præcis kl otte om morgenen. Så stor søgning har stenhuggeriet ikke. Og jeg spørger: ’Har vi ikke andre muligheder, er det DØD ELLER JACKPOT?’ Det går ikke, jeg må lede efter en tredje vej! Derfor cykler jeg til Svanemøllen i regnvejr for at undervise folk i at ligge stille, derfor spiller jeg senromantiske orkester-transskriptioner til armene er ved at falde af, derfor lader jeg farven trække ud i vandet på papiret, derfor tilbringer vi hele lørdag formiddag i sofaen med et grønt tæppe over hovedet, dækket af mos og avispapir.

Vi må krone os med drømme. Det mente Rilke, det mener jeg. Op fra sofaen vokser et væv af tilstande uden navn, skovbunden svæver, opvaskemaskinen snurrer. Og mig midt i det. Engang forsøgte jeg ihærdigt at trænge ind i tingene, at komme dybere. Her sent i november føles det snarere, som om jeg er inde og skal bruge kræfter på at vende mig udad; sådan er det at undervise flamenco med mundbind og visir, min verden har løsrevet sig fra den store virkelighed, jeg hører kun min egen stemme, mine åndedrag, mine drømme. Den samme virkelighed med et nyt perspektiv måske? Tankerne dugger. Denne morgen er drømmen ikke længere en længsel ud, men en udvidet tilstand, drømmen er en fornemmelse af alle virkelighedens lag, af kroppens lag. Plamager af klang, farve, strøm og bevægelse. Barnet bygger noget, han kalder ’et sejlende sværd’ ud af Lego, jeg tror, jeg ved, hvad han mener…