MOR MED FJER

For femogtredve år siden døde min mor. Det skete om natten, og da solen stod op morgenen efter, skinnede den lige så gyldent som i dag, men nu altså uden mor. Jeg var femten år og lige startet i gymnasiet, og siden da har begyndelser fyldt mig med dyb skepsis. Ungdom, mit livs vår, muligheder og livsvalg, alle disse åbninger var fiktive, allerhøjest kunne jeg fornemme en svag lettelse over ophør af lidelse, i hvert fald for nogle af os. Og sensommeren er stadig højdepunktet for begyndelser uden håb. August og sæsonstart med for få tilmeldte på danseholdene, alt for tidlige morgener, alt for mange forvirrede turister på cykelstierne, for meget at lave, for få penge. I en verden, hvor de daglige nyheder er mere og mere rædselsvækkende. Og det hele foregår i et gyldent lys, forklaret. Haven gløder. Og stadig leder jeg efter tegn. I enhver sur kat på villavejen synes jeg at genkende min mors øjne, hendes alvorlige blik. I solsortene. Mor med pels. Mor med fjer. Forleden da jeg øvede mig, hørte jeg pludselig en lyd og så ud af vinduet. Dér, en meter fra mig, i træet, sad en skovskade og så ind på mig med et fuldstændig ulæseligt udtryk. Lidt træt, men insisterende, i sin farvepragt. Den åbnede næbbet og sagde noget jeg ikke kunne høre, og netop da jeg ville fotografere den, fløj den væk i en flok af almindelige sorthvide skader. Fjer i alle retninger. Tilbage sad jeg, i det gyldne lys, med alle mine muligheder.